Højsangen 6

1Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig. 2Min Ven gik ned i sin Have, ti lBalsambedene, for at vogte sin Hjord i Haverne og sanke Liljer. 3Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer. 4Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner. 5Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead. 6dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam; 7din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør. 8Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal. 9Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest. 10Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner? 11Jeg gik ned i Nøddehaven for at se, hvor det grønnes i Dale for at se, om Vintræet skød, om Granattræet nu stod i Blomst. 12Før jeg vidste af det, satte min Sjæl mig på mit ædle Folks Vogne. 13Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!”Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?”

will be added

X\