Romerne 11

1Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af “Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. 2Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: 3“Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv.” 4Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?”Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål.” 5Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som et Nådes-Udvalg. 6Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Nåden ikke mere Nåde. 7Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede, 8som der er skrevet: “Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag.” 9Og David siger: “Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem; 10deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres Ryg!” 11Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed. 12Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! 13Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste, 14om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem. 15Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde? 16Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også. 17Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme, 18da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig. 19Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet. 20Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt! 21Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig. 22Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal også du afhugges. 23Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. 24Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre! 25Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gået ind; 26og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: “Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; 27og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder.” 28Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; 29thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. 30Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, 31således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. 32Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. 33O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! 34Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver? 35eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld derfor? 36Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

will be added

X\