Salme 73

1Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! 2Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; 3thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; 4thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; 5de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. 6Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. 7Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. 8I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, 9de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. 10Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. 11De siger: “Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?” 12Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! 13Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, 14jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen! 15Men jeg tænkte: “Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.” 16Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, 17Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: 18Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. 19Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! 20De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet. 21Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer, 22var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg. 23Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; 24du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed. 25Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! 26Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt. 27Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro. 28Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

will be added

X\