Salme 50

1Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; 2fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans 3vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; 4han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: 5“Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!” 6Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela. 7Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! 8Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; 9jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; 10thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; 11jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. 12Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! 13Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? 14Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. 15Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig, 16Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, 17når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? 18Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, 19slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. 20Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; 21det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. 22Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. 23Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

will be added

X\