Salme 39

1+ 2Jeg sagde: “Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!” 3Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, 4mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge. 5Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 6Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. 7Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. 8Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. 9Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 10Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 11Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 12Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. 13Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

will be added

X\