Salme 106

1Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! 2Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? 3Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! 4Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, 5at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke! 6Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. 7Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. 8Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; 9han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; 10han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; 11Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; 12da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. 13Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; 14de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; 15så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. 16De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige; 17Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; 18Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. 19De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; 20de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; 21de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, 22Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. 23Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. 24De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, 25men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN; 26da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, 27splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. 28De holdt til med Ba’al-Peor og åd af de dødes Ofre; 29de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. 30Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, 31og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. 32De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; 33thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. 34De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde, 35med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; 36deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; 37til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; 38de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana’ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; 39de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. 40Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; 41han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; 42deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. 43Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; 44dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; 45han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; 46han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange. 47Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris. 48Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!

will be added

X\