Salme 104

1Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, 2hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; 3du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; 4Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! 5Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; 6Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. 7For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, 8for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; 9du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. 10Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; 11de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; 12over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. 13Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; 14du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden 15og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. 16HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, 17hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. 18Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. 19Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; 20du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; 21de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. 22De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; 23Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. 24Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! 25Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; 26Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. 27De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; 28du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. 29Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; 30du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du. 31HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker! 32Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger 33Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. 34Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN. 35Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!

will be added

X\