Ordsprogene 7

1Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig; 2vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; 3bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle, 4sig til Visdommen: “Du er min Søster!” og kald Forstanden Veninde, 5at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord. 6Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter; 7og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge; 8han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus 9i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem. 10Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; 11løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro; 12snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; - 13hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner; 14“Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag, 15gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig! 16Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred 17jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark; 18kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst! 19Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget; 20Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!” 21Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber; 22tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet, 23til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv. 24Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord! 25Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier; 26thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel. 27Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

will be added

X\