Ordsprogene 27

1Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe. 2Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber. 3Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde. 4Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den? 5Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules. 6Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange. 7Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne. 8Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem: 9Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer. 10Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne. 11Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig. 12Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder, 13Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! 14Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden. 15Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden; 16den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie. 17Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet. 18Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres. 19Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde. 20Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes. 21Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand. 22Om du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham. 23Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde; 24thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt; 25er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter, 26da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark, 27Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.

will be added

X\