Ordsprogene 23

1Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig, 2og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten. 3Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost. 4Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil! 5Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen. 6Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter; 7thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: “Spis og drik!” men hans Hjerte er ikke med dig. 8Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord. 9Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe. 10Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark; 11thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig. 12Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord. 13Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; 14du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. 15Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også, 16og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er! 17Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt; 18en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet. 19Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej. 20Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød; 21thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder. 22Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! 23Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand. 24Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham; 25din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble! 26Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje! 27Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd; 28ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker. 29Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne? 30De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik. 31Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat, 32men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle; 33dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte; 34du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop. 35“De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!”

will be added

X\