Ordsprogene 15

1Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag. 2Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund. 3Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode. 4Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår. 5Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse. 6Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde. 7Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret. 8Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i. 9Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd. 10Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør. 11Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. 12Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke. 13Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt. 14Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab. 15Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud. 16Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro. 17Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos. 18Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte. 19Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet. 20Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder. 21Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem. 22Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår. 23Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid. 24Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil. 25Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel. 26Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene. 27Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave. 28Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud. 29HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn. 30Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene. 31Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise. 32Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse. 33HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.

will be added

X\