Ordsprogene 13

1Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd. 2Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu. 3Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde. 4Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt. 5Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel. 6Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse. 7Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget. 8Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre. 9Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud. 10Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom. 11Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges. 12At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ. 13Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn. 14Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. 15God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang. 16Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab. 17Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom. 18Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret. 19Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru. 20Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven. 21Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige. 22Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods. 23På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret. 24Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide. 25Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.

will be added

X\