4 Mosebog 14

1Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og Folket græd Natten igennem. 2Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: “Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen! 3Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?” 4Og de sagde til hverandre: “Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!” 5Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling. 6Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder 7og sagde til hele Israelitternes Menighed: “Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land. 8Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning. 9Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!” 10Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved Åbenbaringsteltet. 11Og HERREN sagde til Moses: “Hvor længe skal dette Folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det? 12Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!” 13Men Moses sagde til HERREN: “Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem; 14og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE, er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte. 15Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige: 16Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen. 17Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således som du forjættede, da du sagde: 18HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led. 19Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!” 20Da sagde HERREN: “Jeg tilgiver dem på din Bøn. 21Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af HERRENs Herlighed: 22Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst, 23ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se; 24kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en anden Ånd og viste mig fuld Lydighed. 25Men Amalekiterne og Kana’anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!” 26Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde: 27“Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig. 28Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder! 29I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig. 30Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn. 31Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget, 32men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her, 33og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde i Ørkenen. 34Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År for hver Dag, og således få mit Mishag at føle. 35Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!” 36Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet, 37de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for HERRENs Åsyn: 38kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet. 39Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg; 40og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: “Se, vi er rede til at drage op til det Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet.” 41Da sagde Moses: “Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil ikke gå godt! 42Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender! 43Thi Amalekiterne og Kana’anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er ikke med eder!” 44Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren. 45Da steg Amalekiterne og Kana’anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.

will be added

X\