Matthæus 14

1På den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus. 2Og han sagde til sine Tjenere: “Det er Johannes Døberen; han er oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham.” 3Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias’s Skyld. 4Johannes sagde nemlig til ham: “Det er dig ikke tilladt at have hende.” 5Og han vilde gerne slå ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi de holdt ham for en Profet. 6Men da Herodes’s Fødselsdag kom, dansede Herodias’s Datter for dem; og hun behagede Herodes. 7Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun begærede. 8Og tilskyndet af sin Moder siger hun: “Giv mig Johannes Døberens Hoved hid på et Fad!” 9Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes Skyld befalede han, at det skulde gives hende. 10Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet. 11Og hans Hoved blev bragt på et Fad og givet Pigen, og hun bragte det til sin Moder. 12Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom og forkyndte Jesus det. 13Og da Jesus hørte det, drog han bort derfra i et Skib til et øde Sted afsides; og da Skarerne hørte det, fulgte de ham til Fods fra Byerne. 14Og da han kom i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem og helbredte deres syge. 15Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: “Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gå bort, for at de kunne gå hen i Landsbyerne og købe sig Mad.” 16Men Jesus sagde til dem: “De have ikke nødig at gå bort; giver I dem at spise!” 17Men de sige til ham: “Vi have ikke her uden fem Brød og to Fisk.” 18Men han sagde: “Henter mig dem hid!” 19Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne. 20Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde 21Men de, som spiste, vare omtrent fem Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. 22Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne gå bort. 23Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han op på Bjerget afsides for at bede. Og da det blev silde, var han der alene. 24Men Skibet var allerede midt på Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var imod. 25Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende på Søen. 26Og da Disciplene så ham vandre på Søen, bleve de forfærdede og sagde: “Det er et Spøgelse;” og de skrege af Frygt. 27Men straks talte Jesus til dem og sagde: “Værer frimodige; det er mig, frygter ikke!” 28Men Peter svarede ham og sagde: “Herre! dersom det er dig, da byd mig at komme til dig på Vandet!” 29Men han sagde: “Kom!” Og Peter trådte ned fra Skibet og vandrede på Vandet for at komme til Jesus. 30Men da han så det stærke Vejr, blev han bange; og da han begyndte at synke, råbte han og sagde: “Herre, frels mig!” 31Og straks udrakte Jesus Hånden og greb ham, og han siger til ham: “Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” 32Og da de stege op i Skibet, lagde Vinden sig. 33Men de, som vare i Skibet, faldt ned for ham og sagde: “Du er sandelig Guds Søn.” 34Og da de vare farne over, landede de i Genezareth. 35Og da Folkene på det Sted kendte ham, sendte de Bud til hele Egnen der omkring og bragte alle de syge til ham. 36Og de bade ham, at de blot måtte røre ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.

will be added

X\