Matthæus 12

1På den Tid vandrede Jesus på Sabbaten igennem en Sædemark; men hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at spise. 2Men da Farisæerne så det, sagde de til ham: “Se, dine Disciple gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre på en Sabbat.” 3Men han sagde til dem: “Have I ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig og de, som vare med ham? 4hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne? 5Eller have I ikke læst i Loven, at på Sabbaterne vanhellige Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld? 6Men jeg siger eder, at her er det, som er større end Helligdommen. 7Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem, som ere uden Skyld. 8Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten.” 9Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge. 10Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte ham ad og sagde: “Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?” for at de kunde anklage ham. 11Men han sagde til dem: “Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Får, og ikke tager fat på det og drager det op, dersom det på Sabbaten falder i en Grav? 12Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det tilladt at gøre vel på Sabbaten.” 13Da siger han til Manden: “Ræk din Hånd ud!” og han rakte den ud, og den blev igen sund som den anden. 14Men Farisæerne gik ud og lagde Råd op imod ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel. 15Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte ham, og han helbredte dem alle. 16Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt; 17for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som siger: 18“Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret. 19Han skal ikke kives og ikke råbe, og ingen skal høre hans Røst på Gaderne. 20Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr. 21Og på hans Navn skulle Hedninger håbe.” 22Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så at den stumme talte og så. 23Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: “Mon denne skulde være Davids Søn?” 24Men da Farisæerne hørte det, sagde de: “Denne uddriver ikke de onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste.” 25Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: “Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå. 26Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestå? 27Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. 28Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo Guds Rige kommet til eder. 29Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus. 30Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. 31Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades. 32Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende. 33Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten. 34I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. 35Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd. 36Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale. 37Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du førdømmes.” 38Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: “Mester! vi ønske at se et Tegn at dig.” 39Men han svarede og sagde til dem: “En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas’s Tegn. 40Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug, således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skød. 41Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas’s Prædiken; og se, her er mere end Jonas. 42Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. 43Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke. 44Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af; og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. 45Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således skal det også gå denne onde Slægt.” 46Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham. 47Da sagde en til ham: “Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor og begære at tale med dig.” 48Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: “Hvem er min Moder? og hvem ere mine Brødre?” 49Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: “Se, her er min Moder og mine Brødre! 50Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.”

will be added

X\