Markus 5

1Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land. 2Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd. 3Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker. 4Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham. 5Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten. 6Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham 7og råbte med høj Røst og sagde: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du ikke piner mig.” 8Thi han sagde til ham: “Far ud af Manden, du urene Ånd!” 9Og han spurgte ham: “Hvad er dit Navn?” Og han siger til ham: “Legion er mit Navn; thi vi ere mange.” 10Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet. 11Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede; 12og de bade ham og sagde: “Send os i Svinene, så vi må fare i dem.” 13Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen 14Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket. 15Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede. 16Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået den besatte, og om Svinene. 17Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn. 18Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham. 19Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: “Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” 20Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig. 21Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen. 22Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder. 23Og han beder ham meget og siger: “Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!” 24Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham. 25Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, 26og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende. 27Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon. 28Thi hun sagde: “Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst.” 29Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage. 30Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: “Hvem rørte ved mine Klæder?” 31Og hans Disciple sagde til ham: “Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?” 32Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette. 33Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden. 34Men han sagde til hende: “Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!” 35Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: “Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?” 36Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: “Frygt ikke, tro blot!” 37Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. 38Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget. 39Og han går ind og siger til dem: “Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover.” 40Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var. 41Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: “Talitha kumi!” hvilket er udlagt: “Pige, jeg siger dig, stå op!” 42Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede 43Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.

will be added

X\