Lukas 6

1Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. 2Men nogle af Farisæerne sagde: “Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre på Sabbaten?” 3Og Jesus svarede og sagde til dem: “Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? 4hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene.” 5Og han sagde til dem: “Menneskesønnen er Herre også over Sabbaten.” 6Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen. 7Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. 8Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Hånd: “Rejs dig og stå frem her i Midten!” Og han rejste sig og stod frem. 9Men Jesus sagde til dem: “Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?” 10Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: “Ræk din Hånd ud!” Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den anden. 11Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus. 12Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. 13Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han også kaldte Apostle: 14Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus 15og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus’s Søn, og Simon, som kaldes Zelotes, 16Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder. 17Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, 18som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder; 19og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle. 20Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: “Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige. 21Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le. 22Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld. 23Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne. 24Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst. 25Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. 26Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved de falske Profeter. 27Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem godt, som hade eder; 28velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke eder. 29Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til; og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke Kjortelen! 30Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er, kræve du det ikke igen! 31Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså skulle også I gøre imod dem! 32Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere elske dem, som dem elske. 33Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme. 34Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen. 35Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde. 36Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig. 37Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder; 38giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder igen.” 39Men han sagde dem også en Lignelse: “Mon en blind kan lede en blind? Ville de ikke begge falde i Graven? 40En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt færdig, skal være som sin Mester. 41Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var? 42Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje. 43Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet råddent Træ, som bærer god Frugt 44Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en Tornebusk. 45Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd, og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi af Hjertets Overflødighed taler hans Mund. 46Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg siger? 47Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem, hvem han er lig, skal jeg vise eder. 48Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom, styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi det var bygget godt. 49Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske, der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus’s Fald blev stort.”

will be added

X\