Lukas 24

1Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. 2Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. 3Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. 4Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon. 5Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: “Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? 6Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, 7at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag.” 8Og de kom hans Ord i Hu. 9Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. 10Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. 11Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. 12Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket. 13Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. 14Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. 15Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. 16Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. 17Men han sagde til dem: “Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?” Og de standsede bedrøvede. 18Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: “Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?” 19Og han sagde til dem: “Hvilket?” Men de sagde til ham: “Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; 20og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. 21Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. 22Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, 23og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. 24Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.” 25Og han sagde til dem: “O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! 26Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?” 27Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. 28Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. 29Og de nødte ham meget og sagde: “Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.” Og han gik ind for at blive hos dem. 30Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. 31Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. 32Og de sagde til hinanden: “Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?” 33Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: 34“Herren er virkelig opstanden og set af Simon.” 35Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet. 36Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: “Fred være med eder!” 37Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd. 38Og han sagde til dem: “Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? 39Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.” 40Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. 41Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: “Have I her noget at spise?” 42Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. 43Og han tog det og spiste det for deres Øjne. 44Men han sagde til dem: “Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne.” 45Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne. 46Og han sagde til dem: “Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag, 47og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. 48I ere Vidner om disse Ting. 49Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.” 50Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. 51Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. 52Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. 53Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.

will be added

X\