Dommer 6

1Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, gav han dem syv År i Midjans Hånd. 2Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i Bjergene, Hulerne og Klippeborgene. 3Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem 4og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg, Hornkvæg eller Æsler; 5thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles, og de trængte ind i Landet for at hærge det. 6Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og Israelitterne råbte til HERREN. 7Men da Israelitterne råbte til HERREN over Midjaniterne, 8sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: “Så siger HERREN, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte eder ud af Trællehuset, 9jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land. 10Og jeg sagde til eder: Jeg er HERREN eders Gud; frygt ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min Røst!” 11Da kom HERRENs Engel og satte sig under Egen i Ofra, som tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for Midjaniterne. 12HERRENs Engel viste sig for ham og sagde til ham: “HERREN er med dig, stærke Kriger!” 13Men Gideon svarede ham: “Ak, Herre! Hvis HERREN er med os, hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet de sagde: Førte HERREN os ikke ud af Ægypten? Nu har HERREN forstødt os og givet os i Midjans Hånd!” 14Da vendte HERREN sig til ham og sagde: “Drag hen i denne din Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg sender dig!” 15Men han svarede ham: “Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den yngste i mit Fædrenehus!” 16Han svarede ham: “HERREN vil være med dig, og du skal hugge Midjaniterne ned alle som een!” 17Da sagde han til ham: “Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig; 18gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig min Gave og stiller den frem for dig!” Han svarede: “Jeg skal blive, til du kommer tilbage!” 19Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham med det, 20sagde Guds Engel til ham: “Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!” Og han gjorde det. 21Da udrakte HERRENs Engel Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen og fortærede Kødet og Brødet; og HERRENs Engel forsvandt for hans Blik. 22Gideon skønnede nu, at det havde været HERRENs Engel; og han sagde: “Ve, Herre, HERRE, jeg har jo set HERRENs Engel Ansigt til Ansigt!” 23Men HERREN sagde til ham: “Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!” 24Da byggede Gideon HERREN et Alter der og kaldte det “HERREN er Fred”; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra. 25Samme Nat sagde HERREN til ham: “Tag ti af dine Trælle og en syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba’alsalter og hug Asjerastøtten om, som står derved; 26byg så af Stensætningen HERREN din Gud et Alter på Toppen af Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet af den omhuggede Asjerastøtte!” 27Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som HERREN bød ham; men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen. 28Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba’alsalteret nedbrudt, Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det nybyggede Alter, 29sagde de til hverandre: “Hvem mon der har gjort det?” Og da de spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at det var Gideon, Joasjs Søn. 30Og Byens Folk sagde til Joasj: “Udlever din Søn, for at han kan lide Døden, thi han har nedbrudt Ba’alsalteret og omhugget Asjerastøtten ved Siden af!” 31Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: “Vil I virkelig stride for Ba’al eller hjælpe ham? Den, der strider for ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!” 32Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba’al, idet man sagde: “Lad Ba’al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!” 33Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre’elsletten. 34Da iklædte HERRENs Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og Abiezriterne fylkede sig om ham. 35Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog op før at møde Fjenderne. 36Da sagde Gideon til Gud: “Hvis du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet, 37så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet.” 38Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede han Dug af det, en hel Skålfuld Vand. 39Men Gideon sagde til Gud: “Vredes ikke på mig, når jeg endnu denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der falder Dug på Jorden rundt om!” 40Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der faldt Dug på Jorden rundt om.

will be added

X\