Dommer 21

1Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: “Ingen af os vil give en Benjaminit sin Datter til Ægte!” 2Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt 3og sagde: “Hvorfor, HERRE, Israels Gud, er dog dette hændet i Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?” 4Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. 5Derpå sagde Israelitterne: “Hvem blandt alle Israels Stammer undlod at drage op med Forsamlingen til HERREN?” Der var nemlig svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til HERREN i Mizpa, skulde dø. 6Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin, og de sagde: “I Dag er en Stamme hugget af Israel! 7Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom vi har svoret ved HERREN, at vi ikke vil give dem nogen af vore Døtre fil Ægte?” 8Så spurgte de: “Er der måske en af Israels Stammer, der undlod at drage op til HERREN i Mizpa?” Og se, der var ingen kommet til Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead. 9Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra Jabesj i Gilead. 10Da sendte Menigheden 12.000 Mand af de tapreste Folk derhen med den Befaling: “Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn. 11Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder, der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!” 12De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger, der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og dem førte de til Lejren i Silo i Kana’ans Land. 13Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde dem Fred. 14På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live. Men de var ikke nok til dem. 15Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi HERREN havde gjort et Skår i Israels Stammer. 16Og Menighedens Ældste sagde: “Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i Benjamin er udryddet?” 17Og de sagde: “Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så at ikke en Stamme i Israel går til Grunde? 18Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!” Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: “Forbandet være den, som giver Benjaminiterne en Hustru!” 19Da sagde de: “Se, HERRENs Højtid fejres jo hvert År i Silo!” Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra Betel til Sikem, og sønden for Lebona. 20Og de bød Benjaminiterne: “Gå hen og læg eder på Lur i Vingårdene! 21Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til Benjamins Land! 22Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så Fald vilde I have forbrudt eder!” 23Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem. 24Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod, 25I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.

will be added

X\