Josua 2

1Josua, Nuns Søn, udsendte hemmeligt fra Sjittim to Mænd som Spejdere med den Befaling: “Gå hen og undersøg Landet, særlig Jeriko!” De gav sig da på Vej og kom ind i et Hus til en Skøge ved Navn Rahab, og der lagde de sig til Hvile. 2Da blev der meldt Kongen af Jeriko: “Se, der er kommet nogle israelitiske Mænd hertil i Nat for at udspejde Landet!” 3Og Kongen af Jeriko sendte Bud til Rahab og lod sige: “Udlever de Mænd, som er kommet til dig; thi de er kommet for at udspejde hele Landet!” 4Men Kvinden tog og skjulte de to Mænd og sagde: “Ja, Mændene kom ganske vist til mig, men jeg vidste ikke, hvor de var fra; 5og da Porten skulde lukkes i Mørkningen, gik Mændene bort. Jeg ved ikke, hvor de gik hen! Sæt hurtigt efter dem, så kan I indhente dem!” 6Men hun havde ført dem op på Taget og skjult dem under Hørstænglerne, som hun havde bredt ud på Taget. 7Mændene satte så efter dem ad Vejen til Jordan hen til Vadestederne, og Porten blev lukket, så snart Forfølgerne var udenfor. 8Før de to Mænd endnu havde lagt sig, kom hun op på Taget til dem; 9og hun sagde til dem: “Jeg ved, at HERREN har givet eder Landet, thi vi er grebet af Rædsel for eder, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over eder. 10Thi vi har hørt, hvorledes HERREN lod Vandet i det røde Hav tørre bort foran eder, da I drog ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Sihon og Og, på hvem I lagde Band. 11Da vi hørte det, blev vi slaget af Rædsel og tabte alle Modet over for eder; thi HERREN eders Gud er Gud oppe i Himmelen og nede på Jorden. 12Men tilsværg mig nu ved HERREN, at I vil vise Godhed mod mit Fædrene hus, ligesom jeg har vist Godhed mod eder, og giv mig et sikkert Tegn på, 13at I vil lade min Fader og Moder, mine Brødre og Søstre og alt, hvad deres er, blive i Live og redde os fra Døden!” 14Da sagde Mændene til hende: “Vi indestår med vort Liv for eder, hvis du ikke røber vort Forehavende; og når HERREN giver os Landet, vil vi vise dig Godhed og Trofasthed!” 15Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren; 16og hun sagde til dem: “Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage, indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå eders Vej!” 17Mændene sagde til hende: “På denne Måde vil vi bære os ad med at holde den Ed, du har ladet os sværge 18Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i Huset. 19Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler Ansvaret på os. 20Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed, du lod os sværge!” 21Da sagde hun: “Lad det være, som I siger!” Så lod hun dem drage bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet. 22Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt på Vejen uden at finde dem. 23Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua, Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem. 24Og de sagde til Josua: “HERREN har givet hele Landet i vor Magt, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!”

will be added

X\