Job 9

1Så tog Job til Orde og svarede: 2“Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? 3Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! 4Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? 5Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, 6ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; 7han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, 8han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, 9han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, 10han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! 11Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; 12røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: “Hvad gør du?” 13Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; 14hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! 15Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! 16Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, 17han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, 18ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. 19Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! 20Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang! 21Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! 22Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! 23Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; 24Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? 25Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, 26gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. 27Dersom jeg siger: “Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,” 28må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri. 29Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? 30Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, 31du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. 32Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; 33vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! 34Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, 35da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!

will be added

X\