Job 7

1Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. 2Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, 3så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4Når jeg lægger mig, siger jeg: “Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?” og når jeg står op: “Hvornår er det Kvæld?” Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. 5Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. 6Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. 7Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! 8Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. 9Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, 10han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen. 11Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. 12Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? 13Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, 14da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, 15så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. 16Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! 17Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, 18hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? 19Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? 20Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? 21Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

will be added

X\