Job 5

1Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig? 2Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død. 3Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat; 4hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem; 5sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk. 6Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden, 7men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs. 8Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham, 9som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal, 10som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken 11for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse, 12han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer, 13som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet; 14i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat. 15Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd, 16så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund. 17Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt! 18Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger. 19Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig; 20han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold; 21du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer; 22du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr; 23du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr; 24du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes; 25du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer; 26Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde. 27Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

will be added

X\