Job 37

1Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! 2Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! 3Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; 4efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. 5Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. 6Thi han siger til Sneen: “Fald ned på Jorden!” til Byger og Regnskyl: “Bliv stærke!” 7For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. 8De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: 9Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. 10Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. 11Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; 12det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, 13hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. 14Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! 15Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? 16Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? 17Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? 18Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? 19Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. 20Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? 21Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, 22fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, 23og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; 24derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

will be added

X\