Job 3

1Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, 2og Job tog til Orde og sagde: 3Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: “Se, en Dreng!” 4Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! 5Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! 6Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! 7Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! 8De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan”; 9dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, 10fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik! 11Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? 12Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? 13Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred 14blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, 15blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. 16Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! 17Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, 18alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; 19små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre. 20Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, 21dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, 22som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav 23en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? 24Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. 25Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. 26Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

will be added

X\