Job 29

1Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: 2Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, 3da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, 4som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, 5da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, 6da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, 7da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. 8Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, 9Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 11Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 12Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 13den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 14jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 15Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 16jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 17den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 18Så tænkte jeg da: “Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 19min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 20min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!” 21Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; 22ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; 23de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. 24Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. 25Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

will be added

X\