Job 27

1Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: 2“Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu: 3Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen, 4skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig! 5Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld. 6Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind. 7Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse! 8Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl? 9Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham? 10Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham? 11Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke; 12se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker? 13Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige: 14Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød; 15de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem. 16Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler 17han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri; 18han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig; 19han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer; 20Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort; 21løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted. 22Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd; 23man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!

will be added

X\