Job 21

1Så tog Job til Orde og svarede: 2“Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! 3Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne! 4Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig? 5Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund! 6Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven: 7De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? 8Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; 9deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; 10ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; 11de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret; 12de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; 13de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, 14skønt de siger til Gud: “Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! 15Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?” 16Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt? 17Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede, 18så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort? 19Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det, 20lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! 21Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet? 22Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? 23En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: 24hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; 25med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; 26de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! 27Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, 28når I siger: “Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?” 29Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: 30Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag. 31Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? 32Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; 33i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. 34Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!

will be added

X\