Job 17

1Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; 2visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. 3Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? 4Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; 5den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. 6Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; 7mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; 8retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, 9men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. 10Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! 11Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; 12Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; 13vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, 14Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. 15Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? 16Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?

will be added

X\