Job 13

1Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det; 2hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer. 3Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette, 4mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe. 5Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise! 6Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage! 7Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig? 8Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud? 9Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske? 10Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske. 11Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder? 12Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde. 13Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil! 14Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd; 15se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd. 16Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham! 17Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører! 18Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min! 19Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden! 20Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig: 21Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke! 22Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare! 23Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd! 24Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende? 25Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå, 26at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld, 27lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin! 28Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

will be added

X\