Job 11

1Så tog Na’amatiten Zofar til Orde og sagde: 2“Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? 3Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam? 4Du siger: “Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!” 5Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, 6kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! 7Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? 8Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? 9Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 10Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 11Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, 12så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 13Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 14hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, 16ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 17dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 18Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile, 19du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 20Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!

will be added

X\