1 Mosebog 43

1og da de havde fortæret det Korn, de havde hentet i Ægypten, sagde deres Fader til dem: “Køb os igen lidt Føde!” 2Men Juda svarede ham: “Manden sagde os ganske afgjort: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med! 3Hvis du derfor vil sende vor Broder med os, vil vi rejse ned og købe dig Føde; 4men sender du ham ikke med, så rejser vi ikke derned, thi Manden sagde til os: I bliver ikke stedt for mit Åsyn, medmindre eders Broder er med!” 5Så sagde Israel: “Hvorfor handlede I ilde imod mig og fortalte Manden, at I havde en Broder til?” 6De svarede: “Manden spurgte os nøje ud om os og vor Slægt og sagde: Lever eders Fader endnu? Har I en Broder til? Og vi svarede ham på hans Spørgsmål; kunde vi vide, at han vilde sige: Bring eders Broder herned!” 7Men Juda sagde til sin Fader Israel: “Send dog Drengen med mig, så vi kan komme af Sted og blive i Live og undgå Døden, både vi og du og vore Børn! 8Jeg svarer for ham, af min Hånd må du kræve ham: bringer jeg ham ikke til dig og stiller ham for dit Åsyn, vil jeg være din Skyldner for bestandig; 9havde vi nu ikke spildt Tiden, kunde vi have været tilbage to Gange!” 10Så sagde deres Fader Israel til dem: “Kan det ikke være anderledes, gør da i alt Fald således: Tag noget af det bedste, Landet frembringer, med i eders Sække og bring Manden en Gave, lidt Mastiksbalsam, lidt Honning, Tragakantgummi, Cistusharpiks, Pistacienødder og Mandler; 11og tag dobbelt så mange Penge med, så I bringer de Penge tilbage, som var lagt oven i eders Sække; måske var det en Fejltagelse; 12og tag så eders Broder og drag atter til Manden! 13Gud den Almægtige lade eder finde Barmhjertighed hos Manden, så han lader eders anden Broder og Benjamin fare - men skal jeg være barnløs, så lad mig da blive det!” 14Så tog Mændene deres Gave og dobbelt så mange Penge med; også Benjamin tog de med, brød op og drog ned til Ægypten, hvor de fremstillede sig for Josef. 15Da Josef så Benjamin iblandt dem, sagde han til sin Hushovmester: “Bring de Mænd ind i mit Hus, lad slagte og lave til, thi de skal spise til Middag hos mig.” 16Manden gjorde, som Josef bød,. og førte Mændene ind i Josefs Hus. 17Men Mændene blev bange, da de førtes ind i Josefs Hus, og sagde: “Det er for de Penges Skyld, der forrige Gang kom tilbage i vore Sække, at vi føres herind, for at de kan vælte sig ind på os og kaste sig over os, gøre os til Trælle og tage vore Æsler.” 18Derfor trådte de hen til Josefs Hushovmester ved Døren til Huset 19og sagde: “Hør os, Herre! Vi drog en Gang før herned for at købe Føde, 20og da vi kom til vort Natteherberge og åbnede vore Sække, se. da lå vore Penge oven i hver enkelts Sæk, vore Penge til sidste Hvid. Men nu har vi bragt dem med tilbage 21og desuden andre Penge for at købe Føde. Vi ved ikke, hvem der har lagt Pengene i vore Sække!” 22Men han svarede: “Vær ved godt Mod, frygt ikke! Eders Gud og eders Faders Gud har lagt en Skat i eders Sække - eders Penge har jeg modtaget!” Og han førte Simeon ud til dem. 23Så førte Manden dem ind i Josefs Hus og gav dem Vand til at tvætte deres Fødder og Foder til Æslerne. 24Og de fremtog deres Gave, før Josef kom hjem ved Middagstid, thi de hørte, at de skulde spise der. 25Da Josef trådte ind i Huset, bragte de ham den Gave, de havde med, og kastede sig til Jorden for ham. 26Han hilste på dem og spurgte: “Går det eders gamle Fader vel, ham, I talte om? Lever han endnu?” 27De svarede: “Det går din Træl, vor Fader, vel; han lever endnu!” Og de bøjede sig og kastede sig til Jorden. 28Da han så fik Øje på sin kødelige Broder Benjamin, sagde han: “Er det så eders yngste Broder, som I talte til mig om?” Og han sagde: “Gud være dig nådig, min Søn!” 29Men Josef brød hurtigt af, thi Kærligheden til Broderen blussede op i ham, og han kæmpede med Gråden; derfor gik han ind i sit Kammer og græd der. 30Men da han havde badet sit Ansigt, kom han ud, og han beherskede sig og sagde: “Sæt Maden frem!” 31Så blev Maden sat frem særskilt for ham og for dem og for de Ægyptere, der spiste hos ham; thi Ægypterne kan ikke spise sammen med Hebræere, det er dem en Vederstyggelighed. 32De blev bænket foran ham efter Alder, den førstefødte øverst og den yngste nederst, og Mændene undrede sig og så på hverandre; 33og han lod dem bringe Mad fra sit eget Bord, og Benjamin fik fem Gange så meget som hver af de andre. Og de drak og blev lystige sammen med ham.

will be added

X\