1 Mosebog 42

1Da Jakob hørte, at der var Korn at få i Ægypten, sagde han til sine Sønner: “Hvad venter I efter?” 2Og han sagde: “Jeg hører, at der er Korn at få i Ægypten; drag ned og køb os noget, at vi kan blive i Live og undgå Døden!” 3Så drog de ti af Josefs Brødre ned for at købe Korn i Ægypten; 4men Jakob sendte ikke Josefs Broder Benjamin med hans Brødre, thi han tænkte, der kunde tilstøde ham en Ulykke. 5Blandt dem, der kom for at købe Korn, var også Israels Sønner; thi der var Hungersnød i Kana’ans Land. 6Og da Josef var Hersker i Landet, og han var den, der solgte Korn til alt Folket i Landet, så kom Josefs Brødre og kastede sig til Jorden for ham. 7Da Josef så sine Brødre, kendte han dem; men han lod fremmed over for dem, talte dem hårdt til og sagde til dem: “Hvorfra kommer I?” De svarede: “Fra Kana’ans Land for at købe Føde!” 8Josef kendte sine Brødre, men de kendte ikke ham. 9Da kom Josef de Drømme i Hu. han havde drømt om dem; og han sagde til dem; “I er Spejdere, I kommer for at se, hvor Landet er åbent!” 10De svarede: “Nej, Herre, dine Trælle kommer for at købe Føde! 11Vi er alle Sønner af en og samme Mand; vi er ærlige Folk. dine Trælle er ikke Spejdere!” 12Men han sagde: “Jo vist så! I kommer for at se, hvor Landet er åbent!” 13De svarede: “Vi, dine Trælle. var tolv Brødre, Sønner af en og samme Mand i Kana’ans Land; den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader, og een er ikke mere!” 14Men Josef sagde til dem: “Det er, som jeg siger eder: I er Spejdere! 15Men nu skal I sættes på Prøve: Så sandt Farao lever, slipper I ikke herfra, uden at eders yngste Broder kommer hid! 16Lad en af eder rejse hjem for at hente eders Broder, og imedens holdes I andre fangne; så vil det. vise sig, om eders Ord er Sandhed; og hvis ikke, så er I, så sandt, Farao lever, Spejdere!” 17Derpå holdt han dem i Forvaring tre Dage. 18Men Tredjedagen sagde Josef til dem: “Vil I beholde Livet, så skal I gøre således, thi jeg er en Mand, der frygter Gud: 19Er I virkelig ærlige Folk, lad så en af eder blive tilbage som Fange i det Fængsel, som I sad i, medens I andre drager hjem med Korn til at stille Hungeren i eders Huse; 20og bring så eders yngste Broder til mig, så skal eders Ord stå til Troende, og I skal slippe for at dø!” Og således gjorde de. 21Da sagde de til hverandre: “Sandelig, nu må vi bøde for, hvad vi forbrød mod vor Broder, da vi så hans Sjælevånde, medens han bønfaldt os, og dog ikke hørte ham; derfor stedes vi nu i denne Vånde!” 22Men Ruben tog til Orde og sagde til dem: “Sagde jeg eder ikke dengang: Forsynd eder ikke mod Drengen! Men I vilde ikke høre; se, nu kræves hans Blod!” 23Således talte de. Men de vidste ikke, at Josef forstod det, thi han forhandlede med dem ved Tolk; 24og han vendte sig bort fra dem og græd. Siden vendte han sig til dem og talte med dem; og han tog Simeon fra dem og lod ham fængsle for deres Øjne. 25Så gav Josef Befaling til at fylde deres Sække med Korn og lægge Pengene tilbage i hver enkelts Sæk og give dem Rejsekost; og således skete det. 26Så læssede de deres Korn på Æslerne og drog bort. 27Men da en af dem i Natteherberget åbnede sin Sæk for at give sit Æsel Foder, fik han Øje på sine Penge, der lå oven i Sækken; 28og han sagde til sine Brødre: “Mine Penge er kommet igen; se, de er i min Sæk!” Da sank Hjertet i Livet på dem, og de så forfærdede på hverandre og sagde: “Hvad har Gud dog gjort imod os!” 29Og da de kom hjem til deres Fader Jakob i Kana’ans Land, fortalte de ham alt, hvad der var hændet dem, og sagde: 30“Manden, der er Landets Herre, talte os hårdt til og holdt os i Forvaring, som var vi Folk, der vilde udspejde Landet; 31men vi sagde til ham: Vi er ærlige Folk og ikke Spejdere; 32vi var tolv Brødre, Sønner af en og samme Fader; een er ikke mere, og den yngste er for Tiden hjemme hos vor Fader i Kana’ans Land. 33Så sagde Manden, der er Landets Herre: Derpå vil jeg kende, at I er ærlige Folk: Lad en af eder blive hos mig, og tag I andre Korn til at stille Hungeren i eders Huse og drag hjem! 34Siden skal I bringe eders yngste Broder til mig, for at jeg kan kende, at I ikke er Spejdere, men ærlige Folk; så vil jeg udlevere eders Broder til eder, og I kan frit rejse i Landet.” 35Da de nu tømte deres Sække, fandt hver sin Pengepose i sin Sæk; og da de og deres Fader så Pengeposerne, blev de forfærdede. 36Og deres Fader Jakob sagde til dem: “I gør mig barnløs; Josef er ikke mere, og Simeon er ikke mere, og nu vil I tage Benjamin; det går alt sammen ud over mig!” 37Så sagde Ruben til sin Fader: “Du må tage mine to Sønners Liv, hvis jeg ikke bringer ham til dig; betro ham til mig, og jeg skal bringe ham tilbage til dig!” 38Men han sagde: “Min Søn skal ikke rejse derned med eder, thi hans Broder er død, og han alene er tilbage; tilstøder der ham en Ulykke på den Rejse, I har for, så bringer I mine grå Hår ned i Dødsriget med Sorg!” 39Men Hungersnøden var hård i Landet;

will be added

X\