1 Mosebog 31

1Men Jakob hørte Labans Sønner sige: “Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand.” 2Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere. 3Da sagde HERREN til Jakob: “Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!” 4Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til sin Hjord; 5og han sagde til dem: “Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig; 6og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft, 7medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade; 8sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom. 9Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem. 10Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede 11og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg! 12Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig. 13Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!” 14Så svarede Rakel og Lea ham: “Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus? 15Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os? 16Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!” 17Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne 18og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana’ans, Land. 19Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin Faders Husgud. 20Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte; 21og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til. 22Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet; 23han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge 24Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: “Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!” 25Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget. Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge 26sagde Laban til Jakob: “Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger! 27Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper? 28Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig! 29Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob! 30Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?” 31Da svarede Jakob Laban: “Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig! 32Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit er!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den. 33Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt. 34Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet, 35sagde hun til sin Fader: “Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!” Således ledte han efter Husguden uden at finde den. 36Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og Jakob sagde til Laban: “Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd, at du satte efter mig! 37Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem! 38I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke, 39det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om Natten; 40om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn. 41I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret min Løn. 42Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin Kendelse!” 43Da sagde Laban til Jakob: “Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller de Sønner, de har født? 44Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem os.” 45Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte; 46og Jakob sagde til sine Frænder: “Sank Sten sammen!” Og de tog Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå. 47Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed. 48Da sagde Laban: “Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os to!” Derfor kaldte han den Galed 49og Mizpa; thi han sagde: “HERREN skal stå Vagt mellem mig og dig, når vi skilles. 50Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!” 51Og Laban sagde til Jakob: “Se denne Stendysse og se denne Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig! 52Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig; 53Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer imellem os!” Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel, 54og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten over. 55Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,

will be added

X\