1 Mosebog 18

1Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen. 2Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden 3og sagde: “Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi! 4Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet. 5Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!” De svarede: “Gør, som du siger!” 6Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: “Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!” 7Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast. 8Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste. 9Da sagde de til ham: “Hvor er din Hustru Sara?” Han svarede: “Inde i Teltet!” 10Så sagde han: “Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!” Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem; 11og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis, 12lo hun ved sig selv og tænkte: “Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?” 13Da sagde HERREN til Abraham: “Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel? 14Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!” 15Men Sara nægtede og sagde: “Jeg lo ikke!” Thi hun frygtede. Men han sagde: “Jo, du lo!” 16Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej. 17Men HERREN sagde ved sig selv: “Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre. 18da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham? 19Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham.” 20Da sagde HERREN: “Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar. 21Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!” 22Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham. 23Og Abraham trådte nærmere og sagde: “Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? 24Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde. 25Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?” 26Da sagde HERREN: “Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!” 27Men Abraham tog igen til Orde: “Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske! 28Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?” Han svarede: “Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den.” 29Men han blev ved at tale til ham: “Måske findes der fyrretyve i den!” Han. svarede: “For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være.” 30Men han sagde: “Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!” Han svarede: “Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den.” 31Men han sagde: “Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!” Han svarede: “For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.” 32Men han sagde: “Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!” Han svarede: “For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den.” 33Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.

will be added

X\