Galaterne 3

1O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet? 2Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre? 3Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i Kød? 4Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves! 5Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro? 6ligesom jo “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed”. 7Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn. 8Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: “I dig skulle alle Folkeslagene velsignes”, 9så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham. 10Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: “Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør dem.” 11Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart, thi “deri retfærdige skal leve af Tro.” 12Men Loven beror ikke på Tro; men: “Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem.” 13Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: “Forbandet er hver den, som hænger på et Træ”), 14for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen. 15Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil. 16Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: “og Sædene”, som om mange, men som om eet: “og din Sæd”, hvilken er Kristus. 17Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet. 18Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse. 19Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Hånd. 20Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een. 21Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov. 22Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro. 23Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares, 24så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Tro. 25Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemester. 26Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus. 27Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder Kristus. 28Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus. 29Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger ifølge Forjættelse.

will be added

X\