2 Mosebog 5

1Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: “Så siger HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde Højtid for mig i Ørkenen!” 2Men Farao sagde: “Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!” 3De svarede: “Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!” 4Men Ægypterkongen sagde til dem: “Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!” 5Og Farao sagde: “Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!” 6Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over Folket og dets Opsynsmænd: 7“I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke Halm; 8men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til vor Gud! 9Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være optaget deraf og ikke af Løgnetale.” 10Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket: “Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm; 11gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders Arbejde bliver der intet eftergivet!” 12Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå. 13Men Fogederne trængte på og sagde: “I skal Dag for Dag yde fuldt Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!” 14Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: “Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?” 15Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: “Hvorfor handler du således med din Fræne? 16Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit Folk.” 17Men han svarede: “I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til HERREN! 18Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I skal levere det samme Antal Teglsten!” 19Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: “Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af Teglsten!” 20Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, 21sagde de til dem: “HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd i Hånden til at dræbe os med!” 22Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: “Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig? 23Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!”

will be added

X\