2 Mosebog 4

1Moses svarede; “Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at HERREN ikke har åbenbaret sig for mig?” 2Da sagde HERREN til ham: “Hvad har du der i din Hånd?” Han svarede: “En Stav!” 3Og han sagde: “Kast den til Jorden!” Da kastede han den til Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den. 4Og HERREN sagde til Moses: “Ræk Hånden ud og grib den i Halen!” Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd. 5“For at de nemlig kan tro, at HERREN, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig.” 6Og HERREN sagde fremdeles til ham: “Stik din Hånd ind på Brystet!” Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed. 7Derpå sagde han: “Stik atter Hånden ind på Brystet!” Så stak han atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige Legeme. 8“Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første Tegn, så vil de tro det sidste; 9men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden.” 10Men Moses sagde til HERREN: “Ak, Herre, jeg er ingen veltalende Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig.” 11Da svarede HERREN ham: “Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN? 12Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du skal sige!” 13Men han sagde: “Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!” 14Da blussede HERRENs Vrede op imod Moses, og han sagde: “Har du ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig. Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde sig i sit Hjerte, når han ser dig; 15du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre. 16Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund, og du skal være som Gud for ham. 17Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!” 18Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde til ham: “Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og se, om de endnu er i Live!” Og Jetro svarede Mose’s: “Drag bort i Fred!” 19Da sagde HERREN til Moses i Midjan: “Vend tilbage til Ægypten, thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde.” 20Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden. 21Men HERREN sagde til Moses: “Når du vender tilbage til Ægypten, så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans Hjerte, så han ikke lader Folket rejse. 22Og da skal du sige til Farao: Så siger HERREN: Israel er min førstefødte Søn; 23men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte Søn!” 24Men undervejs, i Natteherberget, kom HERREN imod ham og vilde dræbe ham. 25Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: “Du er mig en Blodbrudgom!” 26Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet “Blodbrudgom” med Hentydning til Omskærelsen. 27Derpå sagde HERREN til Aron: “Gå Moses i Møde i Ørkenen!” Og han gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham. 28Og Moses fortalte Aron om alt, hvad HERREN havde pålagt ham, og om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre. 29Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes Ældste sammen; 30og Aron fortalte alt, hvad HERREN havde sagt til Moses, og denne gjorde Tegnene i Folkets Påsyn. 31Da troede Folket, og da de hørte, at HERREN havde givet Agt på Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad.

will be added

X\