Prædikeren 1

1Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem. 2Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed! 3Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? 4Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. 5Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted. 6Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb. 7Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe. 8Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre. 9Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen. 10Kommer der noget, om hvilket man siger: “Se, her er da noget nyt!”det har dog for længst været til i Tiderne forud for os 11Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen. 12Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem. 13Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med. 14Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind. 15Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. 16Jeg tænkte ved mig selv: “Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde.” 17Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind. 18Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.

will be added

X\