Apostelenes gerninger 9

1Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten 2og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem. 3Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt. 4Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: “Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?” 5Og han sagde: “Hvem er du, Herre?” Men han svarede: “Jeg er Jesus, som du forfølger. 6Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre.” 7Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen. 8Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus. 9Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak. 10Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: “Ananias!” Og han sagde: “Se, her er jeg, Herre!” 11Og Herren sagde til ham: “Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas’s Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. 12Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende.” 13Men Ananias svarede: “Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. 14Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn.” 15Men Herren sagde til ham: “Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn; 16thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld.” 17Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: “Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd.” 18Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt. 19Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus. 20Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn. 21Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: “Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?” 22Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus. 23Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel. 24Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel. 25Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv. 26Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel. 27Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn. 28Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem 29og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel. 30Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus. 31Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den. 32Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda. 33Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden. 34Og Peter sagde til ham: “Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!” Og han stod straks op. 35Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren. 36Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser. 37Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå. 38Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: “Kom uden Tøven over til os!” 39Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som “Hinden” havde forarbejdet, medens hun var hos dem. 40Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: “Tabitha, stå op!” Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem. 42Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren. 43Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.

will be added

X\