Apostelenes gerninger 5

1Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom 2og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder. 3Men Peter sagde: “Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket? 4Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.” 5Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det. 6Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham. 7Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket. 8Da sagde Peter til hende: “Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?” Og hun sagde: “Ja, til den Pris.” 9Men Peter sagde til hende: “Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.” 10Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand. 11Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette. 12Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang. 13Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt, 14og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af Mænd og Kvinder, 15så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem. 16Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og de bleve alle helbredte. 17Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed. 18Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring. 19Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde: 20“Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!” 21Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem. 22Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde: 23“Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.” 24Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem,hvad dette skulde blive til. 25Men der kom en og meldte dem: “Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket.” 26Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. 27Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde: 28“Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!” 29Men Peter og Apostlene svarede og sagde: “Man bør adlyde Gud mere end Mennesker. 30Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge ihjel. 31Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. 32Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd, som Gud har givet dem, der adlyde ham.” 33Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om at slå dem ihjel. 34Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor. 35Og han sagde til dem: “I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker. 36Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet. 37Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte. 38Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet; 39men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!” 40Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem. 41Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld. 42Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.

will be added

X\