Apostelenes gerninger 20

1Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien. 2Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. 3Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien. 4Men Pyrrus’s Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien. 5Disse droge forud og biede på os i Troas; 6men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage. 7Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat. 8Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede. 9Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op. 10Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: “Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham.” 11Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort. 12Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede. 13Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv vilde gå til Fods. 14Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene. 15Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet. 16Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt. 17Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig. 18Og da de kom til ham, sagde han til dem: “I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien, 19idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser; 20hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene, 21idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus. 22Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig, 23kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig. 24Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium. 25Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget. 26Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles Blod; 27thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd. 28Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. 29Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden. 30Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig. 31Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År, Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer. 32Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede. 33Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. 34I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig. 35Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: “Det er saligere at give end at tage.” 36Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem alle. 37Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham. 38Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.

will be added

X\