2 Samuel 14

1Da nu Joab, Zerujas Søn, mærkede, at Kongens Hjerte hang ved Absalon, 2sendte han Bud til Tekoa efter en klog Kvinde og sagde til hende: “Lad, som om du har Sorg, ifør dig Sørgeklæder, lad være at salve dig med Olie, men bær dig ad som en Kvinde, der alt i lang Tid har sørget over en afdød; 3gå så til Kongen og sig således til ham” - og Joab lagde hende Ordene i Munden. 4Kvinden fra Tekoa gik så til Kongen, faldt til Jorden på sit Ansigt, bøjede sig og sagde: “Hjælp Konge!” 5Kongen spurgte hende: “Hvad fattes dig?” Og hun sagde: “Jo, jeg er Enke, min Mand er død. 6Din Trælkvinde havde to Sønner; de kom i Klammeri ude på Marken, og der var ingen til at bilægge deres Tvist; så slog den ene den anden ihjel. 7Men nu træder hele Slægten op imod din Trælkvinde og siger: Udlever Brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne Broderen, som han dræbte! Således siger de for at få Arvingen ryddet af Vejen og slukke den sidste Glød, jeg har tilbage, så at min Mand ikke får Eftermæle eller Efterkommere på Jorden!” 8Da sagde Kongen til Kvinden: “Gå kun hjem, jeg skal jævne Sagen for dig!” 9Men kvinden fra Tekoa sagde til Kongen: “Lad Skylden komme over mig og mit Fædrenehus, Herre Konge, men Kongen og hans Trone skal være skyldfri!” 10Kongen sagde da: “Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til mig, så skal han ikke mere volde dig Men!” 11Men Kvinden sagde: “Vilde dog Kongen nævne HERREN din Guds Navn, for at Blodhævneren ikke skal volde endnu mere Ulykke og min Søn blive ryddet af Vejen!” Da sagde han: “Så sandt HERREN lever, der skal ikke krummes et Hår på din Søns Hoved!” 12Da sagde Kvinden: “Må din Trælkvinde sige min Herre Kongen et Ord?” Han svarede: “Tal!” 13Og Kvinden sagde: “Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved Guds Folk - når Kongen taler således, dømmer han jo sig selv - og det gør Kongen, når han ikke vil lade sin forstødte Søn vende tilbage. 14Thi vi skal visselig alle dø, vi er som Vandet, der ikke kan samles op igen, når det hældes ud på Jorden; men Gud vil ikke tage det Menneskes Liv, der omgås med den Tanke, at en forstødt ikke skal være forstødt for stedse. 15Når jeg nu er kommet for at tale om denne Sag til min Herre Kongen, så er det, fordi de Folk har gjort mig bange; din Trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til Kongen, måske opfylder Kongen sin Trælkvindes Bøn; 16thi Kongen vil bønhøre mig og fri sin Trælkvinde af den Mands Hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min Søn af Guds Arvelod. 17Og din Trælkvinde tænkte: Min Herre Kongens Ord vil være mig en Lindring; thi min Herre Kongen er som en Guds Engel til at skønne over godt og ondt! HERREN din Gud være med dig!” 18Da sagde Kongen til Kvinden: “Svar mig på det Spørgsmål, jeg nu stiller dig, dølg ikke noget!”Kvinden sagde: “Min Herre Kongen tale!” 19Da sagde Kongen: “Har Joab en Finger med i alt dette?” Og Kvinden svarede: “Så sandt du lever, Herre Konge, det er umuligt at slippe uden om, hvad min Herre Kongen siger. Ja, det var din Træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din Trælkvinde alle disse Ord i Munden. 20For at give Sagen et andet Udseende har din Træl Joab gjort således. Men min Herre er viis som en Guds Engel, så han ved alle Ting på Jorden!” 21Derpå sagde Kongen til Joab: “Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og bring den unge Mand, Absalon, tilbage!” 22Da faldt Joab på sit Ansigt til Jorden og bøjede sig og velsignede Kongen og sagde: “Nu ved din Træl, at jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Herre Konge, siden Kongen har opfyldt sin Træls Bøn!” 23Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentede Absalon tilbage til Jerusalem. 24Men Kongen sagde: “Lad ham gå hjem til sit Hus; for mit Åsyn bliver han ikke stedet!” Da gik Absalon hjem til sit Hus, og for Kongens Åsyn blev han ikke stedet. 25Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde ved ham. 26Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte han lade det klippe - vejede det 200 Sekel efter kongelig Vægt. 27Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun var en smuk Kvinde. 28Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for Kongen. 29Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til, men han vilde ikke komme. 30Da sagde han til sine Folk “Se den Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på den!” Og Absalons Folk stak Ild på Marken. 31Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: “Hvorfor har dine Folk stukket Ild på min Mark?” 32Absalon svarede Joab: “Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige: Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!” 33Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede Kongen Absalon.

will be added

X\