2 Samuel 13

1Nogen Tid efter tildrog følgende sig. Davids Søn Absalon havde en smuk Søster, som hed Tamar, og Davids Søn Amnon fattede Kærlighed til hende. 2Amnon blev syg af Attrå efter sin Søster Tamar; thi hun var Jomfru, og Amnon øjnede ingen Mulighed for at få sin Vilje med hende. 3Men Amnon havde en Ven ved Navn Jonadab, en Søn af Davids Broder Sjim’a, og denne Jonadab var en såre klog Mand; 4han sagde til ham: “Hvorfor er du så elendig hver Morgen, Kongesøn? Vil du ikke sige mig det?” Amnon svarede: “Jeg elsker min Broder Absalons Søster Tamar!” 5Da sagde Jonadab til ham: “Læg dig til Sengs og lad, som du er syg! Når så din Fader kommer for at se til dig, skal du sige: Lad min Søster Tamar komme og give mig noget at spise! Når hun laver Maden i mit Påsyn, så at jeg kan se det, og hun selv giver mig den, kan jeg spise.” 6Så gik Amnon til Sengs og lod. som han var syg; og da Kongen kom for at se til ham, sagde Amnon til Kongen: “Lad min Søster Tamar komme og lave et Par Kager i mit Påsyn og selv give mig dem: så kan jeg spise.” 7David sendte da Bud ind i Huset til Tamar og lod sige: “Gå over til din Broder Amnons Hus og lav Mad til ham!” 8Og Tamar gik over til sin Broder Amnons Hus, hvor han lå til Sengs, tog Dejen, æltede den og lavede Kagerne i hans Påsyn og bagte dem; 9derpå tog hun Panden og hældte dem ud i hans Påsyn; Amnon vilde dog ikke spise, men sagde: “Lad alle gå udenfor!” Og da de alle var gået udenfor, 10sagde Amnon til Tamar: “Bær Maden ind i Inderværelset og lad mig få den af din egen Hånd!” Da tog Tamar Kagerne, som hun havde lavet, og bar dem ind i Inderværelset til sin Broder Amnon. 11Men da hun bar dem hen til ham, for at han skulde spise, greb han fat i hende og sagde: “Kom og lig hos mig, Søster!” 12Men hun sagde: “Nej, Broder! Krænk mig ikke! Således gør man ikke i Israel! Øv dog ikke denne Skændselsdåd! 13Hvor skulde jeg gå hen med min Skam? Og du vilde blive regnet blandt Dårer i Israel! Tal hellere med Kongen; han nægter dig ikke at få mig!” 14Han, vilde dog ikke høre hende, men tog hende med Vold, krænkede hende og lå hos hende. 15Men bagefter hadede Amnon hende med et såre stort Had; ja det Had, han følte mod hende, var større end den Kærlighed, han havde båret til hende. Og Amnon sagde til hende: “Stå op og gå din Vej!” 16Da sagde hun til ham: “Nej, Broder! Den Udåd, at du nu jager mig bort, er endnu større end den anden, du øvede imod mig!” Han vilde dog ikke høre hende, 17men kaldte på den unge Mand, der var hans Tjener, og sagde: “Få mig hende der ud af Huset og stæng Døren efter hende!” 18Hun bar en fodsid Kjortel med Ærmer; thi således klædte Jomfruerne blandt Kongedøtrene sig fordum. Tjeneren førte hende da ud af Huset og stængede Døren efter hende. 19Men Tamar strøede Aske på sit Hoved og sønderrev den fodside Kjortel, hun havde på, og tog sig til Hovedet og skreg ustandseligt, medens hun gik bort. 20Da sagde hendes Broder Absalon til hende: “Har din Broder Amnon været hos dig? Ti nu stille, Søster! Han er jo din Broder; tag dig ikke den Sag nær!” Tamar sad da ensom hen i sin Broder Absalons Hus. 21Da Kong David hørte alt dette, blev han meget vred; men han bebrejdede ikke sin Søn Amnon noget, thi han elskede ham, fordi han var hans førstefødte. 22Og Absalon talte ikke til Amnon, hverken ondt eller godt; thi Absalon hadede Amnon, fordi han havde krænket hans Søster Tamar. 23Men et Par År efter holdt Absalon Fåreklipning i Ba’al-Hazor, som ligger ved Efraim, og dertil indbød Absalon alle Kongesønnerne. 24Absalon kom til Kongen og sagde: “Se, din Træl holder Fåreklipning; vil ikke Kongen og hans Folk tage med din Træl derhen?” 25Men Kongen sagde til Absalon: “Nej, min Søn! Vi vil ikke alle gå med, for at vi ikke skal falde dig til Byrde!” Og skønt han nødte ham, vilde han ikke gå med, men tog Afsked med ham. 26Da sagde Absalon: “Så lad i alt Fald min Broder Amnon gå med!” Men Kongen sagde til ham: “Hvorfor skal han med?” 27Da Absalon nødte ham, lod han dog Amnon og de andre Kongesønner gå med. Og Absalon gjorde et kongeligt Gæstebud. 28Men Absalon gav sine Folk den Befaling: “Pas på, når Vinen er gået Amnon til Hovedet; når jeg så siger til eder: Hug Amnon ned! dræb ham så! Frygt ikke; det er mig, som befaler jer det. Tag Mod til jer og vis jer som kække Mænd!” 29Absalons Folk gjorde ved Amnon, som Absalon havde befalet. Da brød alle Kongesønnerne op, besteg deres Muldyr og flyede. 30Medens de endnu var undervejs, nåede det Rygte David: “Absalon har hugget alle Kongesønnerne ned, ikke en eneste er tilbage af dem!” 31Da stod Kongen op, sønderrev sine Klæder og lagde sig på Jorden; også alle hans Folk, som stod hos, sønderrev deres Klæder. 32Men Jonadab Davids Broder Sjim’as Søn, tog til Orde og sagde: “Min Herre må ikke tro, at de har dræbt alle de unge Kongesønner; kun Amnon er død, thi der har været noget ved Absalons Mund, som ikke varslede godt, lige siden den Dag Amnon krænkede hans Søster Tamar. 33Derfor må min Herre Kongen ikke, tage sig det nær og tro, at alle Kongesønnerne er døde. Kun Amnon er død!” 34Da den unge Mand, som holdt Udkig, så ud, fik han Øje på en Mængde Mennesker, som kom ned ad Skråningen på Vejen til Horonajim, og han gik ind og meldte Kongen: “Jeg kan se, der kommer Mennesker ned ad Bjergsiden på Vejen til Horonajim.” 35Da sagde Jonadab til Kongen: “Der kommer Kongesønnerne; det er, som din Træl sagde!” 36Og som han havde sagt det, kom Kongesønnerne, og de brast i Gråd; også Kongen og alle hans folk brast i heftig Gråd. 37Men Absalon flygtede og begav sig til Kong Talmaj, Ammihuds Søn, i Gesjur. Og Kongen sørgede over sin Søn i al den Tid. 38Da Absalon flygtede, begav han sig til Gesjur, og der blev han tre År. 39Men Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han havde trøstet sig over Amnons Død.

will be added

X\