2 Korinterne 11

1Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det Jo nok. 2Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus. 3Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus. 4Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri. 5Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store Apostle. 6Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker. 7Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet? 8Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde; 9thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder. 10Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne. 11Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det. 12Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig. 13Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage sig Skikkelse af Kristi Apostle. 14Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af en Lysets Engel. 15Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger. 16Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose mig en Smule. 17Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig. 18Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose mig. 19Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge. 20I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slår eder i Ansigtet. 21Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser også jeg. 22Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de Abrahams Sæd? Jeg også. 23Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare. 24Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet. 25Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet; 26ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre; 27i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed; 28foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne. 29Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig? 30Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed. 31Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver. 32I Damaskus holdt Kong Aretas’s Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig; 33men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder.

will be added

X\