Anden Krønikebog 20

1Siden hændte det sig, at Moabiterne og ammoniterne sammen med Folk fra Maon drog i Krig mod Josafat. 2Og man kom og bragte Josafat den Efterretning: “En vældig Menneskemængde rykker frem imod dig fra Egnene binsides Havet), fra Edom, og de står allerede i Hazazon-Tamar (det er En-Gedi)!” 3Da grebes Josafat af Frygt, og han vendte sig til HERREN og søgte ham og lod en Faste udråbe i bele Juda. 4Så samledes Judæerne for at søge Hjælp hos HERREN; også fra alle Judas Byer kom de for at søge HERREN. 5Men Josafat trådte frem i Judas og Jerusalems Forsamling i HERRENs Hus foran den nye Forgård 6og sagde: “HERRE, vore Fædres Gud! Er du ikke Gud i Himmelen, er det ikke dig, der hersker over alle Hedningerigerne? I din Hånd er Kraft og Styrke, og mod dig kan ingen holde Stand! 7Var det ikke dig, vor Gud, der drev dette Lands Indbyggere bort foran dit Folk Israel og gav din Ven Abrahams Efterkommere det for evigt? 8Og de bosatte sig der og byggede dig der en Helligdom for dit Navn, idet de sagde: 9Hvis Ulykke rammer os, Sværd, Straffedom, Pest eller Hungersnød, vil vi træde frem foran dette Hus og for dit Åsyn, thi dit Navn bor i dette Hus, og råbe til dig om Hjælp i vor Nød, og du vil høre det og frelse os! 10Se nu, hvorledes Ammoniterne og Moabiterne og de fra Se’irs Bjerge, hvem du ikke tillod Israeliterne at angribe, da de kom fra Ægypten, tværtimod holdt de sig tilbage fra dem og tilintetgjorde dem ikke, 11se nu, hvorledes de gengælder os det med at komme for at drive os bort fra din Ejendom, som du gav os i Eje! 12Vor Gud, vil du ikke holde Dom over dem? Thi vi er afmægtige over for denne vældige Menneskemængde, som kommer over os; vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vore Øjne er vendt til dig!” 13Medens nu alle Judæerne stod for HERRENs Åsyn med deres Familier, Kvinder og Børn, 14kom HERRENs Ånd midt i Forsamlingen over Leviten Jahaziel, en Søn af Zekarja, en Søn af Benaja, en Søn af Je’iel, en Søn af Mattanja, af Asafs Sønner, 15og han sagde: “Lyt til, alle I Judæere, Jerusalems Indbyggere og Kong Josafat! Så siger HERREN til eder: Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige Menneskemængde, thi Kampen er ikke eders, men Guds! 16Drag i Morgen ned imod dem; se, de er ved at stige op ad Vejen ved Hazziz, og l vil træffe dem ved Enden af Dalen østen for Jeruels Ørken. 17Det er ikke eder, der skal kæmpe her; stil eder op og bliv stående, så skal I se, hvorledes HERREN frelser eder, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Frygt ikke og forfærdes ikke, men drag i Morgen imod dem, og HERREN vil være med eder!” 18Da bøjede Josafat sig med Ansigtet til Jorden, og alle Judæerne og Jerusalems Indbyggere faldt ned for HERREN og tilbad ham; 19men Leviterne af Keh’atiternes og Koraiternes Sønner stod op for at lovprise HERREN, Israels Gud, med vældig Røst. 20Tidligt næste Morgen drog de ud til Tekoas Ørken; og medens de drog ud, stod Josafat og sagde: “Hør mig, I Judæere og Jerusalems Indbyggere! Tro på HERREN eders Gud, og l skal blive boende, tro på hans Profeter, og Lykken skal følge eder!” 21Og efter at have rådført sig med Folket opstillede han Sangere til med Ordene “lov HERREN, thi hans Miskundhed varer evindelig!” at lovprise HERREN i helligt Skrud, medens de drog frem foran de væbnede. 22Og i samme Stund de begyndte med Jubelråb og Lovsang, lod HERREN et Baghold komme over Ammoniterne, Moabiterne og dem fra Se’irs Bjerge, der rykkede frem mod Juda, så de blev slået. 23Ammoniterne og Moabiterne angreb dem, der boede i Se’irs Bjerge, og lagde Band på dem og tilintetgjorde dem, og da de var færdige med dem fra Se’ir, gav de sig til at udrydde hverandre. 24Da så Judæerne kom op på Varden, hvorfra man ser ud over Ørkenen, og vendte Blikket mod Menneskemængden, se, da lå deres døde Kroppe på Jorden, ingen var undsluppet. 25Så kom Josafat og hans Folk hen for at udplyndre dem, og de fandt en Mængde Kvæg, Gods, Klæder og kostbare Ting. De røvede så meget, at de ikke kunde slæbe det bort, og brugte tre Dage til at plyndre; så meget var der. 26Den fjerde Dag samledes de i Berakadalen, thi der lovpriste de HERREN, og derfor kaldte man Stedet Berakadalen, som det hedder den Dag i Dag. 27Derpå vendte alle Folkene fra Juda og Jerusalem med Josafat i Spidsen om og drog tilbage til Jerusalem med Glæde, thi HERREN havde bragt dem Glæde over deres Fjender; 28og med Harper, Citre og Trompeter kom de lil Jerusalem, til HERRENs Hus. 29Men en Guds Rædsel kom over alle Lande og Riger, da de hørte, at HERREN havde kæmpet mod Israels Fjender. 30Således fik Josafats Rige Fred, og hans Gud skaffede ham Ro til alle Sider. 31Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge over Juda, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var Datter af Sjilhi. 32Han vandrede i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne. 33Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket vendte endnu ikke Hjertet til deres Fædres Gud. 34Hvad der ellers er at fortælle om Josafaf fra først til sidst, står jo optegnet i Jehus, Hananis Søns, Krønike, som er optaget i Bogen om Israels Konger. 35Senere slog Kong Josafat af Juda sig sammen med Kong Ahazja af Israel, der var ugudelig i al sin Færd; 36han slog sig sammen med ham om at bygge Skibe, der skulde sejle til Tarsis. De byggede Skibe i Ezjongeber. 37Men Eliezer, Dodavahus Søn, fra Maresja profeterede mod Josafat og sagde: “Fordi du har slået dig sammen med Ahazja, vil HERREN gøre dit Værk til intet!” Og Skibene gik under og nåede ikke Tarsis.

will be added

X\