1 Samuel 23

1Da fik David at vide, at Filisterne belejrede Ke’ila og plyndrede Tærskepladserne. 2Og David rådspurgte HERREN: “Skal jeg drage hen og slå Filisterne der?” HERREN svarede David; “Drag hen og slå Filisterne og befri Ke’ila!” 3Men Davids Mænd sagde til ham: “Se, vi lever i stadig Frygt her i Juda; kan der så være Tale om, at vi skal drage til Ke’ila mod Filisternes Slagrækker?” 4Da rådspurgte David på ny HERREN, og HERREN svarede ham: “Drag ned til Ke’ila, thi jeg giver Filisterne i din Hånd!” 5David og hans Mænd drog da til Ke’ila, angreb Filisterne, bortførte deres Kvæg og tilføjede dem et stort Nederlag. Således befriede David Ke’ilas Indbyggere. 6Dengang Ebjatar, Ahimeleks Søn, flygtede til David - han drog med David ned til Ke’ila - havde han Efoden med. 7Da Saul fik at vide, at David var kommet til Ke’ila, sagde han: “Gud har givet ham i min Hånd! Thi han lukkede sig selv inde, da han gik ind i en By med Porte og Slåer.” 8Derfor stævnede Saul hele Folket sammen for at drage ned til Ke’ila og omringe David og hans Mænd. 9Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til Præsten Ebjatar: “Bring Efoden hid!” 10Derpå sagde David: “HERRE, Israels Gud! Din Tjener har hørt, at Saul har i Sinde at gå mod Ke’ila og ødelægge Byen for min Skyld. 11Vil Folkene i Ke’ila overgive mig i Sauls Hånd? Vil Saul drage herned, som din Tjener har hørt? HERRE, Israels Gud, kundgør din Tjener det!” HERREN svarede: “Ja, han vil!” 12Så spurgte David: “Vil Folkene i Ke’ila overgive mig og mine Mænd til Saul?” HERREN svarede: “Ja, de vil!” 13Da brød David op med sine Mænd, henved 600 i Tal, og de drog bort fra Ke’ila og flakkede om fra Sted til Sted. Men da Saul fik at vide, at David var sluppet bort fra Ke’ila, opgav han sit Togt. 14Nu opholdt David sig i Ørkenen på Klippehøjderne og i Bjergene i Zifs Ørken. Og Saul efterstræbte ham hele tiden, men Gud gav ham ikke i hans Hånd. 15Og David så, at Saul var draget ud for at stå ham efter Livet. Medens David var i Horesj i Zifs Ørken, 16begav Sauls Søn Jonatan sig til David i Horesj og styrkede hans Kraft i Gud, 17idet han sagde til ham: “Frygt ikke! Min Fader Sauls Arm skal ikke nå dig. Du bliver Konge over Israel og jeg den næste efter dig; det ved min Fader Saul også!” 18Derpå indgik de to en Pagt for HERRENs Åsyn, og David blev i Horesj, medens Jonatan drog hjem. 19Men nogle Zifiter gik op til Saul i Gibea og sagde: “David holder sig skjult hos os på Klippehøjderne ved Horesj i Gibeat-Hakila sønden for Jesjimon. 20Så kom nu herned, Konge, som du længe har ønsket; det skal da være vor Sag at overgive ham til Kongen!” 21Saul svarede: “HERREN velsigne eder, fordi l har Medfølelse med mig! 22Gå nu hen og pas fremdeles på og opspor, hvor han kommer hen på sin ilsomme Færd; thi man har sagt mig, at han er meget snu. 23Opspor alle de Skjulesteder, hvor han gemmer sig, og vend tilbage til mig med pålidelig Underretning; så vil jeg følge med eder, og hvis han er i Landet, skal jeg opsøge ham iblandt alle Judas Tusinder!” 24Da brød de op og drog forud for Saul til Zif. Men David var dengang med sine Mænd i Maons Ørken i Lavningen sønden for Jesjimon. 25Så drog Saul og hans Mænd ud for at opsøge ham, og da David kom under Vejr dermed, drog han ned til den Klippe, som ligger i Maons Ørken; men da det kom Saul for Øre, fulgte han efter David i Maons Ørken. 26Saul gik med sine Mænd på den ene Side af Bjerget, medens David med sine Mænd var på den anden, og David fik travlt med at slippe bort fra Saul. Men som Saul og hans Mænd var ved at omringe og gribe David og hans Mænd, 27kom der et Sendebud og sagde til Saul: “Skynd dig og kom! Filisterne har gjort Indfald i Landet!” 28Saul opgav da at forfølge David og drog mod Filisterne. Derfor kalder man det Sted Malekots Klippe.

will be added

X\