1 Samuel 14

1Da hændte det en Dag, at Sauls Søn Jonatan sagde til sin Våbendrager: “Kom, lad os gå over til Filisternes Forpost her lige overfor!” Men til sin Fader sagde han intet derom. 2Saul sad just ved Udkanten af Geba under Granatæbletræet ved Tærskepladsen, og folkene, som var hos ham, var omtrent 600 Mand. 3Og Ahija, en Søn af Ahitub, der var Broder til Ikabod, en Søn af Pinehas, en Søn af Eli, HERRENs Præst i Silo, bar Efoden. Men Folkene vidste intet om, at Jonatan var gået. 4I Passet, som Jonatan søgte at komme over for at angribe Filisternes Forpost, springer en Klippespids frem på hver Side; den ene hedder Bozez, den anden Sene. 5Den ene Spids rager i Vejret på Nordsiden ud for Mikmas, den anden på Sydsiden ud for Geba. 6Jonatan sagde da til Våbendrageren: “Kom, lad os gå over til disse uomskårnes Forpost; måske vil HERREN stå os bi, thi intet hindrer HERREN i at give Sejr, enten der er mange eller få!” 7Våbendrageren svarede: “Gør, hvad du har i Sinde! Jeg går med; som du vil, vil også jeg!” 8Da sagde Jonatan: “Vi søger nu at komme over til de Mænd og sørger for, at de får os at se. 9Hvis de så siger til os: Stå stille, vi kommer hen til eder! så bliver vi stående, hvor vi står, og går ikke op til dem. 10Men siger de: Kom op til os! går vi derop; thi så har HERREN givet dem i vor Hånd; det skal være vort Tegn!” 11Da nu Filisternes Forpost fik Øje på dem, sagde Filisterne: “Se, der kommer nogle Hebræere krybende ud af de Jordhuller, de har skjult sig i!” 12Og Mændene, der stod på Forpost, råbte til Jonatan og hans Våbendrager: “Kom op til os, så skal vi lære jer!” Da sagde Jonatan til Våbendrageren: “Følg med derop, thi HERREN har givet dem i Israels Hånd!” 13Så klatrede Jonatan op på Hænder og Fødder, og Våbendrageren bagefter. Da flygtede de for Jonatan; og han huggede dem ned, og Våbendrageren fulgte efter og gav dem Dødsstødet; 14og i første Omgang fældede Jonatan og hans Våbendrager henved tyve Mand på en Strækning af omtrent en halv Dags Pløjeland. 15Da opstod der Rædsel både i og uden for Lejren. og alle Krigerne, både Forposten og Strejfskaren, sloges med Rædsel; tilmed kom der et Jordskælv, og det fremkaldte en Guds Rædsel. 16Men da Sauls Udkigsmænd i Geba i Benjamin så derhen, opdagede de, at det bølgede hid og did i Lejren. 17Da sagde Saul til sine Folk: “Hold Mønstring og se efter, hvem af vore der er gået bort!” Og ved Mønstringen viste det sig, at Jonatan og hans Våbendrager manglede. 18Da sagde Saul til Ahija: “Bring Efoden hid!” Han bar nemlig dengang Efoden foran Israel. 19Men medens Saul talte med Præsten, blev Forvirringen i Filisternes Lejr større og større. Saul sagde da til Præsten: “Lad det kun være!” 20Og alle Sauls Krigere samlede sig om ham, og da de kom til Kamppladsen, se, da var den enes Sværd løftet mod den andens, og alt var i stor Forvirring. 21Og de Hebræere, som tidligere havde stået under Filisterne og havde gjort dem Hærfølge, faldt fra og sluttede sig til Israel, som fulgte Saul og Jonatan. 22Og da de israelitiske Mænd, som havde skjult sig i Efraims Bjerge, hørte, at Filisterne var på Flugt, satte også de efter dem for at bekæmpe dem. 23Således gav HERREN Israel Sejr den Dag. Da Kampen havde strakt sig hen forbi Bet Horon - 24alle Krigerne var med Saul, omtrent 10.000 Mand, og Kampen bredte sig over Efraims Bjerge begik Saul den Dag en stor Dårskab, idet han tog Folket i Ed og sagde: “Forbandet være hver den, som nyder noget før Aften, før jeg får taget Hævn over mine Fjender!” Og alt Folket afholdt sig fra at spise. 25Der fandtes nogle Bikager på Marken, 26og da Folket kom til Bikagerne, var Bierne borte; men ingen førte Hånden til Munden; thi Folket frygtede Eden. 27Jonatan havde dog ikke hørt, at hans Fader tog Folket i Ed, og han rakte Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, ud, dyppede den i en Bikage og førte Hånden til Munden; derved fik hans Øjne atter Glans. 28Da tog en af Krigerne til Orde og sagde: “Din Fader tog Folket i Ed og sagde: Forbandet være hver den, som nyder noget i Dag! Og dog var Folket udmattet.” 29Men Jonatan sagde: “Min Fader styrter Landet i Ulykke! Se, hvor mine Øjne fik Glans, fordi jeg nød den Smule Honning! 30Nej, havde Folket blot i bag spist dygtigt af Byttet, det tog fra Fjenden! Thi nu blev Filisternes Nederlag ikke stort.” 31De slog da den Dag Filisterne fra Mikmas til Ajjalon, og Folket var meget udmattet. 32Derfor kastede Folket sig over Byttet, tog Småkvæg, Hornkvæg og Kalve og slagtede dem på Jorden og spiste Kødet med Blodet i. 33Da meldte man det til Saul og sagde: “Se, Folket synder mod HERREN ved at spise Kødet med Blodet i!” Og han sagde: “I forbryder eder! Vælt mig en stor Sten herhen!” 34Derpå sagde Saul: “Gå rundt iblandt Folket og sig til dem: Enhver skal bringe sin Okse eller sit Får hen til mig og slagte det her! Så kan I spise; men synd ikke mod HERREN ved at spise Kødet med Blodet i!” Da bragte hver og en af Folket, hvad han havde, og slagtede det der. 35Og Saul byggede HERREN et Alter; det var det første Alter, han byggede HERREN. 36Derpå sagde Saul: “Lad os drage ned efter Filisterne i Nat og udplyndre dem, før Dagen gryr, og ikke lade nogen af dem blive tilbage!” De svarede: “Gør, hvad du under for godt!” Men Præsten sagde: “Lad os her træde frem for Gud!” 37Så rådspurgte Saul Gud:”Skal jeg drage ned efter Filisterne? Vil du give dem i Israels Hånd?” Men han svarede ham ikke den Dag. 38Da sagde Saul: “Kom hid, alle Folkets Øverster, og se efter, hvad det er for en Synd, der er begået i Dag; 39thi så sandt HERREN lever, han, som har givet Israel Sejr: Om det så er min Søn Jonatan, der har begået den, skal han dø!” Men ingen af Folket svarede. 40Da sagde han til hele Israel: “I skal være den ene Part, jeg og min Søn Jonatan den anden!” Folket svarede Saul: “Gør, hvad du finder for godt!” 41Derpå sagde Saul til HERREN: “Israels Gud! Hvorfor svarer du ikke din Tjener i Dag? Hvis Skylden ligger hos mig eller min Søn Jonatan, HERRE, Israels Gud, så lad Urim komme frem; men ligger den hos dit Folk Israel, så lad Tummim komme frem!” Da ramtes Jonatan og Saul af Loddet, men Folket gik fri. 42Saul sagde da: “Kast Lod mellem mig og min Søn Jonatan!” Så ramtes Jonatan. 43Da sagde Saul til Jonatan: “Sig mig, hvad du har gjort!” Jonatan svarede: “Jeg nød lidt Honning på Spidsen af Staven, jeg havde i Hånden. Se, jeg er rede til at dø!” 44Da sagde Saul: “Gud ramme mig både med det ene og det andet! Du skal visselig dø, Jonatan!” 45Men Folket sagde til Saul: “Skal Jonatan dø, han, som har vundet Israel denne store Sejr? Det være langt fra! Så sandt HERREN lever, ikke et Hår skal krummes på hans Hoved; thi med Guds Hjælp vandt han Sejr i Dag!” Da udløste Folket Jonatan, og han blev friet fra Døden. 46Men Saul holdt op med at forfølge Filisterne og drog hjem, medens Filisterne trak sig tilbage til deres Land. 47Da Saul havde vundet Kongedømmet over Israel, førte han Krig med alle sine Fjender rundt om, Moab, Ammoniterne, Edom, Kongen af Zoba og Filisterne, og Sejren fulgte ham overalt, hvor han vendte sig hen. 48Han udførte Heltegerninger, slog Amalek og befriede Israel fra dem, som hærgede det. 49Sauls Sønner var Jonatan, Jisjvi og Malkisjua; af hans to Døtre hed den førstefødte Merab og den yngste Mikal. 50Sauls Hustru hed Ahinoam, en Datter af Ahimåz; hans Hærfører hed Abiner, en Søn af Sauls Farbroder Ner; 51Sauls Fader Kisj og Abners Fader Ner var Sønner af Abiel. 52Men Krigen med Filisterne var hård, lige så længe Saul levede; og hver Gang Saul traf en heltemodig og tapper Mand, knyttede han ham til sig.

will be added

X\