Første Kongebog 22

1De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram og Israel. 2Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels Konge. 3Da sagde Israels Konge til sine Folk: “I ved jo, at Ramot i Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra Arams Konge!” 4Og han sagde til Josafat: “Vil du drage med i Krig mod Ramot i Gilead?” Josafat svarede Israels Konge: “Jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!” 5Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: “Spørg dog først om, hvad HERREN siger!” 6Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: “Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?” De svarede: “Drag derop, så skal HERREN give det i Kongens Hånd!” 7Men Josafat spurgte: “Er her ikke endnu een af HERRENs Profe ter, vi kan spørge? 8Israels Konge svarede: “Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn.” Men Josafat sagde: Således må Kongen ikke tale!” 9Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: “Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!” 10Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem. 11Da lavede Zidkija, Kena’anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: “Så siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort! 12Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: “Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!” 13Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar! 14Men Mika svarede: “Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig, det vil jeg tale! 15Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: “Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?” Da svarede han: “Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!” 16Men Kongen sagde til ham: “Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?” 17Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit! 18Israels Konge sagde da til Josafat: “Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt! 19Da sagde Mika: “Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham; 20og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet; 21men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde: Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes? 22Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det! 23Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!” 24Da trådte Zidkija, Kena’as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: “Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for at tale til dig?” 25Men Mika sagde: “Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!” 26Så sagde Israels Konge: “Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj 27og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!” 28Men Mika sagde: “Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke talet ved mig!” Og han sagde: “Hør, alle I Folkeslag!” 29Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead. 30Og Israels Konge sagde til Josafat: “Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!” Og Israels Konge forklædte sig og drog så i Kampen. 31Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: “I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!” 32Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: “Det er sikkert Israels Konge!” Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at råbe; 33og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak de sig bort fra ham. 34Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: “Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!” 35Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han. 36Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: “Enhver drage hjem til sin By og sit Land, 37thi Kongen er død!” Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen der. 38Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN havde talet. 39Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike. 40Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted. 41Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels fjerde Regeringsår. 42Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var en Datter af Sjilhi. 43Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne. 44Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og tænde Offerild på Højene. 45Og Josafat havde Fred med Israels Konge. 46Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger, han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike. 47De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas Tid, udryddede han af Landet. 48På den Tid var der ingen Konge i Edom. 49Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved Ezjongeber. 50Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle med hans; men Josafat afslog det. 51Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted. 52Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År over Israel. 53Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor, han, som forledte Israel til at synde. 54Han dyrkede Ba’al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud, nøjagtigt som hans Fader havde gjort.

will be added

X\